/\

ANNONCE

Foto: Absalon

Steder

Absalon – godt selskab på solorejsen

Vil du gerne møde nye mennesker på din rejse? Og få nogle anderledes oplevelser med hjem? I Absalon på Vesterbro i København kan du møde de lokale til alt fra fællespisning og bingo til morgendans og yoga – og de vil også gerne møde dig.

Er det en kirke? Er det en klub? Er det en café? Lidt af det hele og alligevel ikke. Absalon er anderledes - langt fra en kirke, selvom bygningen engang har været det, langt fra en klub, for her er åbent for alle, og meget mere end en café, selvom man kan spise og drikke her morgen, middag og aften.

Stifterne selv kalder det et folkehus  eller ”en udvidet dagligstue,” og formålet er at skabe et sted, hvor mennesker møder hinanden gennem aktiviteter. Med et slag bordtennis, et brætspil eller blot en times arbejde ved laptoppen i andres selskab, dannes nye sociale relationer og fællesskab, også selvom man bare er i byen på lynvisit.

Der er altid gang i en bordtenniskamp i Absalon. Foto: Absalon

”Hvis jeg selv var ude at rejse, ville jeg synes, det var dejligt at kunne dumpe ned sådan et sted som her,” siger Rebecca Lajboschitz, der er en del af familien bag Absalon. ”Du kan nemt falde  i snak med nogen, og får måske nogle insider-tips og tricks, der kan give dig en helt anden oplevelse,”  siger hun.

Og det er her man skal hen, når man er ny i byen og trænger til selskab, at bevæge kroppen eller være kreativ. Event-kalenderen er spækket med alle mulige og umulige aktiviteter - fra Mal & Vin, croquistegning og linoleumstryk til potter med patter (!), morgendans, podcastværksted, løbeklub og backgammon. Man melder sig til fra gang til gang, og det koster ikke meget mere end en stor kop kaffe.

”Det er jo fedt at lave noget sammen med andre og blive inspireret af dem. Vi prøver os lidt frem og ser, hvad der fungerer, og nogle gange bliver vi overraskede. F.eks. har det vist sig, at old school linoleumstryk, ler og croquistegning, de meget fysiske, taktile ting, pludselig kan appellere til nye mennesker, når det præsenteres med et twist.”

Absalon har sågar formået at gøre bingo-aftenener cool med temaer som boybands, drags eller Game of Thrones.

”Banko kan godt lyde lidt fjollet, men vi sørger for at vinkle tingene, så de bliver lidt anderledes. Og det bliver sjovt, når 200 mennesker har en fælles oplevelse, skråler med på en sang og griner sammen. Det skaber livsværdi,” siger Rebecca Lajboschitz.

Lounge på 1. sal. Foto: Absalon

Værdien i sociale fællesskaber er selve grundpillen i Absalons eksistens. Målet er at starte en social revolution i lille skala ved at tilbyde nærvær og kommen hinanden ved i en individualiseret tid. Håbet er at andre vil blive inspireret til at åbne lignende steder, så revolutionen kan sprede sig. Derfor skal stedet også kunne bære sig selv økonomisk.

”Vi vil per eksempel vise, at det kan lade sig gøre at køre sådan et hus, så andre får mod på at gøre det samme. Derfor holder vi os bevidst fri af støtte, donationer og frivillighed,” siger Rebecca Lajboschitz.

”Samtidigt er uafhængigheden vigtig for at kunne drive stedet på vores egen måde og give det sin egen identitet. Det personlige kommer til udtryk i indretningen – at vi ikke har praktiske institutionsmøbler, men genbrugsstole fra KB-hallen, uens tallerkener og håndlavede plakater – og vores personale er udvalgt efter, om de har pondus og en naturlig evne til at være nærværende, fremfor om de er den bedste barista. Vi foretrækker en glad amatør fremfor en stram professionel.”

De mere end 700 besøgende hver dag viser, at Absalon har ramt et behov i tiden. Ikke mindst er den daglige fællesspisning for 200 mennesker rasende populær.

Der er fællesspisning i Absalon hver dag for 200 gæster. Foto: Absalon

”Jeg tror, det er fordi, der opstår en hjemlig følelse, når vi spiser sammen. Alle får det samme, man sender fadene rundt til hinanden og sørger for, at alle får. Vi hjælper hinanden og taler sammen, og priserne gør, at gæsterne ikke behøver et højt indkomstniveau. Alligevel er maden god, og folk får noget over forventning. Tanken er, at man kommer til at føle sig gavmild, når man får mere end fhavde regnet med. Man får måske lyst til at købe en flaske vin og dele med andre, ligesom man også tit ser folk købe deledessert til hele bordet,” fortæller Rebecca Lajboschitz.

”I Danmark kan alting godt være meget planlagt, og vi har tendens til ikke at henvende os til nogen, vi ikke kender i forvejen. Men her må man tage kontakt til hinanden. F.eks. har vi ikke en masse skilte med toiletter og wi-fi-kode – man er nødt til at spørge nogen. Og så er der pludselig ikke så lang vej til hinanden.”

Absalon
Sønder Boulevard 73, København V
absaloncph.dk

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk