/\

ANNONCE

At være tæt på de store vidder kan både være en velsignelse og en forbandelse. Foto: Nick Warner
At være tæt på de store vidder kan både være en velsignelse og en forbandelse. Foto: Nick Warner

Steder

Vandring ved den nordlige polarcirkel

Europas byboere tror måske, at en ødemarksoplevelse er uden for rækkevidde. Men det er den ikke. Bare tag til Nordsverige.

Den nordlige polarcirkel. Alene navnet fremkalder billeder af frygtløse opdagelsesrejsende og ekspeditioner snarere end billeder af ferier. Men en vandretur langs Kungsleden kan kombinere de to ting.

Kungsleden, eller Kongens rute, er en 440 km lang vandrerute, som løber syd fra Abisko i Sveriges Lapland til Hemavan. Da den blev fastlagt i begyndelsen af 1900-tallet af den netop stiftede Svenske Turist Forening (STF), var målet at skabe en rute med fjeldstationer langs ruten og at give den svenske offentlighed adgang til Laplands bjerge.For Roland Enoksson blev en tilfældig forespørgsel om en tur i hans båd til en fast sæsonbeskæftigelse. Foto: Nick Warner

Over hundrede år senere er rutens popularitet nu så stor som nogensinde, med en bred vifte af outdoor-aktiviteter, som er blevet populære i alle lag af befolkningen.

Ruten var engang en velbevaret hemmelighed blandt en kreds af vandrere og bjergbestigere i Sverige, men i dag spreder den glæde hos aktive friluftsfolk fra hele verden. Der er i øjeblikket 20 hytter langs ruten, som ligger en dags vandring fra hinanden og tilbyder basal overnatning til rimelige priser for alle, der ikke har lyst til at campere – og dermed være tvunget til at bære på tungt og dyrt camping-udstyr.

Med afsæt i Abisko, hvor ruten starter, fører de første 100 km gradvist op ad bakke med omkring en dags vandring i lavere skovområder, før man kommer op på den åbne alpine tundra. Her er underlaget for det meste fast jord eller klippegrund, mens de fugtigere områder har brædder, man kan gå på. Hele ruten er tydeligt markeret med rød maling på træstammerne og senere på iøjnefaldende klipper. Hertil kommer, at ruten følger de dybe dale, så man nærmest skal gøre sig umage for at fare vild.

Denne vandretur kan give en meget rolig oplevelse i slutningen af sæsonen, hvor man krydser fjeldet og kun møder få andre vandrere, og hvor man overnatter i fællesrum og ofte sover alene eller blot sammen med få andre.

Ved Alesjaure finder du et en sæterhytte, som er meget populær på grund af sin placering med en 360-graders udsigt over søerne og tundraen.

I sæsonen har værterne på fjeldstationen Mats and Katerina et tæt samarbejde med Roland Enoksson, same og rensdyrhyrde, som står for bådsejladsen, der kan forkorte vandreruten, som fører nord for Alesjaure, med 7 km. Nogle dage ind i september fjerner han sine gule flag, får båden ud af vandet og sætter kursen tilbage til Kiruna.

En tur med Enokssons båd over søen forkorter ruten med 7 km. Foto: Nick Warner

Lige nu har han været alene i en måned i det same-samfund, der ligger tværs over søen fra Alesjaure. Mens resten af landsbyen er draget væk med rensdyrene, bliver han tilbage for at sørge for færgedriften.

“Det er ikke ensomt, jeg har gjort det i mange år nu, og man vænner sig til det,” fortæller Enoksson.

Han har kun positive ting at sige om Kungsleden-rutens stigende popularitet. “Vi er heroppe sammen med rensdyrene hele sommeren. En dag var der nogle vandrere, som kom over til landsbyen fra Alesjaure og bad mig om at sejle dem over med båden, fordi de var trætte eller forsinkede. De betalte mig, og da folk blev ved med at bede mig om det, lavede jeg en sejlplan og satte den op på en opslagstavle. Nu sejler jeg folk over hele dagen det meste af sommeren,” fortæller Enoksson.

“Nu, hvor mine børn er blevet ældre, behøver jeg ikke at styrte omkring for at nå det hele, fordi de kan mærke rensdyrene, mens jeg tager mig af bådfarten. Jeg får så meget ud af at møde folk fra hele verden,” tilføjer han.

Selv om området ligger fjernt, overdriver Enoksson ikke om, hvor forskellige vandrerne er. De fleste er svenskere og nordmænd, men i saunaen, hvor folk sidder hver aften og snakker om rutens udfordringer, kan man sagtens finde tyskere, belgiere, amerikanere og englændere.

Foto: Nick Warner

Vandrerne flyver til Abisko – 250 km inde i den nordlige polarkreds – og sætter kursen mod syd. De går over fjeldet, over brusende elve, gennem blæsende fjeldstier og ofte gennem vandret regn, men alligevel er det let at forstå, hvorfor ruten stadig tiltrækker så mange.

I en verden, som føles mindre og mindre, og hvor alting er tilgængeligt på en hurtigere og nemmere måde, er der noget særligt ved at være helt alene uden veje, uden mobilsignal og selfie-stænger – for nu føles verden stor igen.

Faktisk føles den kæmpestor.

Med bjerge, som rejser sig på begge sider, og med dalsænkninger, som kommer længere væk, hver gang man bestiger en bjergkam, føles verden episk, og man kommer selv til at føle sig lille.

Samtidig er det også fantastisk, at verden er så lille nu, at man kan flyve til den nordlige polarcirkel på nogle få timer fra alle større europæiske byer. Hannes fra Hamborg formulerede det således. “En svensk ven inviterede mig til at gå en del af Kungsleden-ruten. Jeg skulle slutte af i morgen, men mit firma indkaldte til et budgetmøde, så jeg skal være tilbage på kontoret her i eftermiddag.”

At være tæt på den storeslåede natur kan både være en velsignelse og en forbandelse. Under alle omstændigheder ligger den nordlige polarkreds tilstrækkeligt tæt på for dem, der gerne vil opleve området, og trods dens popularitet er det stadig let at nyde vandringen og den omgivende natur i relativ ensomhed. 


Tekst: Nick Warner

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk